Posted: 21. Jan 2010 - 13:27 af Sport-DK bloggen
 Af Andrea Søndergaard og Runa V. Andersen, Stud. prof.bach i ernæring og sundhed
Sundhedsstyrelsens motionsanbefalinger:
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bevæger sig dagligt. Som voksen minimum 30 minutter og børn og unge under 18 år minimum 60 minutter. Som udgangspunkt skal den fysiske aktivitet foregå ved moderat intensitet, men mindst to gange om ugen anbefaler Sundhedsstyrelsen fysisk aktivitet ved høj intensitet. Denne fysiske aktivitet skal fremme og vedligeholde kondition, muskelstyrke, bevægelighed og knoglesundhed. Når Sundhedsstyrelsen nævner moderat og høj intensitet, mener de; moderat intensitet er bevægelse, hvor man får pulsen op, men at det stadig er muligt at føre en samtale. Høj intensitet er bevægelse, hvor pulsen stiger til et niveau, hvor man føler sig forpustet og har svært ved at føre en samtale. Læs mere om Sundhedsstyrelsens anbefalinger for motion på: http://www.sst.dk/Sundhed%20og%20forebyggelse/Fysisk%20aktivitet.aspx
Fordelene ved at dyrke motion:
Der er en lang række fordele ved at være fysisk aktiv regelmæssigt. Disse er at man forebygger en lang række livsstils- og folkesygdomme, bl.a. kredsløbssygdomme såsom type 2-diabetes og hjertekarsygdomme, visse former for kræft og psykiske lidelser. Foruden de gavnlige fysiologiske effekter, fremmer fysisk aktivitet ligeledes livsglæden, selvtilliden og overskud i hverdagen.
Hvilken motionsform skal jeg vælge?
For den utrænede er det vigtigt at finde en motionsform som man finder interessant, og som man evt. kan dyrke sammen med andre. Dette kan f.eks. være løb, som er en lettilgængelig motionsform, der kan udøves af stort set alle, og som har positiv effekt på konditionen samt knoglerne. Endvidere styrker man muskulaturen i benene. I forlængelse af løb kan nævnes cykling, som foruden at være lettilgængelig, også er et oplagt transportmiddel. Cykling er en motionsform der kan dyrkes af flere, fordi den ikke belaster kroppen på samme måde som løb. Endvidere er der svømning, som er en endnu mindre belastning for kroppen, forstået på den måde, at man ikke belaster led og sener, men det er stadig en fysisk krævende motionsform. Foruden for disse tre motionsformer, findes der et væld af andre former for motion. Man kan melde sig ind i en forening, hvor man f.eks. kan leje en badmintonbane en gang om ugen eller et motionscenter, hvor der er flere forskellige hold man kan melde sig på.
Sæt et mål!
Vi studerer Ernæring og Fysisk aktivitet på Ankerhus Seminarium og vi interesserer os derfor meget for fysisk aktivitet. Vi har begge to et mål i 2010 om at gennemføre et maraton. Et konkret mål motiverer os til at løbetræne i hvert fald tre gange om ugen, desuden styrketræner vi for at holde kroppens muskler ved lige. Når man sætter sig et mål, som vi har gjort, er det vigtigt, at man sætter sig et mål som man er sikker på man kan nå, for det handler nemlig om at få en succesoplevelse med ens træning. Dernæst kan man arbejde mod et større mål, en større udfordring. Målet behøver ikke at være at skulle gennemføre et løb, som det er i vores tilfælde. Det kan ligeså vel være at løbe 5 km på kortere og kortere tid, et vægttab etc. Vi har oplevet, at den tilfredsstillelse man får ved fysisk aktivitet, er alle anstrengelserne værd. Som vi har det nu, kan vi slet ikke lade være med at dyrke motion. Vi er blevet afhængige af motion og den positive effekt motionen har på vores liv.
|